02. juli 2026

|

Pressemeddelelse

Edition·S udgiver værker af Veronika Voetmann

Det er karakteristisk for den danske komponist Veronika Voetmann, at i hendes musik har intet en fast form; verden er konstant i færd med at blive til. Det er med stor glæde, at Edition·S nu kan offentliggøre et nyt samarbejde omkring udgivelsen af hendes værker, og i sommerens løb kan hendes musik opleves på en række koncerter og festivaler i Danmark og udlandet.

Edition·S udgiver værker af Veronika Voetmann
Af: Edition-S | Foto: Marius Budu

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Det er sigende for Veronika Voetmanns talent som symfoniker, at hun i orkesterværket Halo (2025) kun behøver fem takter til at definere en hel klangverden. En violin klinger sagte som det første lys efter universets lange mørke. Øjeblikkeligt ekspanderer klangen; flere violiner drages mod gløden, massen fortætter, glider opad og forstummer igen en halv tone under sit udgangspunkt.

Voetmanns dragende musik føles som at gribe efter sin egen frostånde; klangenes tågede konturer svæver lige foran én, men fordufter i det øjeblik, man rækker ud efter dem. I sinfoniettaen Frostbitten (2022) klaprer tænderne i det mutede klaver, og forfrysningen kommer snigende i træblæsernes stakkede åndedrag og vibrafontrillernes tynde islag. Men værket når aldrig frysepunktet. Det er karakteristisk for Voetmann: Frem for at lade klangene krystallisere holder hun dem i et vedvarende kredsløb mellem forskellige tilstandsformer.

Orkesterværket Heat (2023), der er inspireret af varmebølger, fungerer som en modsat pol til Frostbitten. Med sit særlige fokus på messinggruppen lyder værket som en langsom gengivelse af den termiske stråling i sekunderne før en eksplosion. Heller ikke her virker destinationen forudbestemt, og det endelige brag udebliver: i stedet er svingningen gjort til grundvilkår.

Denne tilgang er også tydelig i strygekvartetten Metaxy (2024), en musikalsk bearbejdelse af den græske filosof og præstinde Diotimas begreb om metaxy, mellemværen: forestillingen om, at virkeligheden ikke lader sig indfange af faste modsætninger, men udfolder sig i overgangene mellem dem. Kulde og varme, mørke og lys er ikke absolutte størrelser, men bærer allerede kimen til deres modsætning.

I korværket The Order of Time (2024), ligeledes inspireret af antik filosofi, er det sproget, der flimrer. Koret trækker i fonemerne, så ordene smelter ind i klangmassen. Kun glimtvis stivner de i fast form, og det er, som om værket spørger: Hvad kommer først – sprogets lyd eller dets mening? I Voetmanns æstetik har intet en fast form; verden er konstant i færd med at blive til.

I 2025 modtog Voetmann Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris. Hun er uddannet i komposition fra Malmö Academy of Music og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og hendes værker er blevet opført af markante ensembler og orkestre som DR Symfoniorkestret, Helsingborg Symfoniorkester, Jönköping Sinfonietta og DR Vokalensemblet.

Kommende opførelser

28. juli - Phaethon opføres af Det Unge Vokalensemble (DUVE) i Sæby Kirke på Vendsysselfestival (DK)

30. juli - Effets de Soir uropføres af Daniel Rowland & Maja Bogdanovic på Oremandsgaard Kammermusikfest (DK)

5. august - Phaethon opføres af DUVE i Akureyrarkirkja, Akureyri (IS)

6. august - Phaethon opføres af DUVE i Hofsóskirkja, Hofsós (IS)

8. august - Phaethon opføres af DUVE på Seigla Festival i Harpa, Reykjavik (IS)

1

Birkerød Sognegård (D

K)

13. august - Suite for Klarinet og Cello opføres af Jonas Frølund & Tobias Lautrup, på Rudersdal Sommerkoncerter, Bakkehuset, Vedbæk (DK)

16. august - Mind Bourne uropføres af Rudersdal Kammersolister på Rudersdal Sommerkoncerter, Rundforbi Svømmehal (DK)

23. august - Metaxy opføres af LAiKA Quartet på Rudersdal Sommerkoncerter, Høsterkøb Kirke (DK)

27. august - A Distant Mirror opføres af Pål Eide på Rudersdal Sommerkoncerter, Søllerød Sognegård (DK)

Nøgleord
KulturOplevelser
Event Information